Spar tid og penge med SmartGuiden!

Sådan skal jeg begraves

Forfatter: Jørgen Oldenburg Sådan skal jeg begraves

Begravelsen skal være personlig og afspejle den afdødes religiøse overbevisning. Det mener Ceremonileder Jørgen Oldenburg, der ikke selv er i tvivl om, hvordan han skal begraves.

Mit liv som ceremonileder begyndte for fire år siden. Jo ældre man bliver, des flere begravelser har man normalt deltaget i, og jeg havde gentagne gange oplevet, at de kirkelige ceremonier, jeg overværede, efter min bedste opfattelse ikke altid var de døde værdige. Alt for ofte var omtalen af afdøde meget overfladisk – hvis den overhovedet fandt sted. For en ikke-religiøs person som mig virker det også respektløst og pinligt, når præsten taler om opstandelse og evigt liv for en person, der efter mit kendskab til vedkommende ikke havde et kristent livssyn.

Omvendt havde jeg ved de begravelser, som familien eller de nærmeste venner selv stod for, en følelse af respekt og kærlighed i forhold til de valg, de efterladte har truffet, når en afskedsceremoni skal planlægges. Vi hørte musik, der havde betydet noget for afdøde, hørte taler eller f. eks digte eller andre tekster, som på en eller anden måde afspejlede det menneske, vi har kendt og værdsat. Disse ikke-kirkelige ceremonier har ofte været både gribende og forløsende, fordi de fik mig til at mindes det liv, jeg selv havde haft med den døde. Det blev en smuk afrunding, som jeg også kunne ønske for mig selv. Jeg begyndte derfor så småt at tænke over, hvad min egen begravelse kunne rumme – vel vidende, at mine egne ønsker måske ikke altid ville være de samme, som dem mine efterladte magter eller har brug for. Men for at højtideligheden kan være vellykket, må den afdødes personlighed på en eller anden måde komme til udtryk. Hvordan denne holdning egentlig skulle udmøntes i forhold til min egen begravelse, havde jeg dog ikke rigtigt fundet ud af.

En dag læste jeg så i avisen, at en ny forening, Humanistisk Samfund, ville holde stiftende generalforsamling. Det fangede min interesse fordi foreningen havde ikke-religiøse ceremonier som en væsentlig del af sit formål. Jeg indfandt mig, blev medlem af en arbejdsgruppe, gennemgik en uddannelse og året efter forestod jeg Humanistisk Samfunds første officielle bisættelse.

Begyndelsen af min tid som ceremonileder var jeg nervøs ved tanken om at skulle møde så mange mennesker i sorg. Men jeg har gang på gang oplevet, at det, jeg havde forestillet mig som et tungt samvær, faktisk bliver meget levende og hyggeligt. Hyggeligt er nok et mærkeligt ord at bruge i denne sammenhæng, men jeg kan ikke finde andre ord for det, for samtidigt med at savnet naturligvis ofte får folk til at græde undervejs, så samler de sig hurtigt sammen igen for at fortælle løs. Det er erindringer fra mange år, ja, hele liv sammen. Og det er de gode oplevelser og de fine karaktertræk, der bliver husket.

Også selve højtideligheden er for mig en berigende oplevelse. I tiden mellem mødet og ceremonien har jeg som regel mange gange været i forbindelse med de efterladte for at få afklaret forskelligt. Vi har skullet finde den rigtige indspilning af musikken, udskifte et digt, aftale detaljer, vi i første omgang havde sprunget over. Endelig skal familien til sidst godkende den tale, jeg har skrevet.

For familien er det en hjælp på forhånd at kunne læse, hvad jeg har fået ud af samtalen. Ofte kan de blive så påvirkede af sorg under ceremonien, at de ikke magter at høre efter, og derfor får de også en kopi at talen til senere læsning. "Vi følte os trygge, fordi vi kendte ceremonien på forhånd", skrev en enke til mig. "Vi kunne nyde din tale og mindes med glæde." – og jeg tror mange, der har prøvet det, vil erklære sig enige med hende.

For mig selv har det været meget opløftende at få et liv som ceremonileder. Det er en meget positiv erfaring, så hurtigt at komme i så intens kontakt med andre. At møde andre mennesker i en kritisk periode af deres liv og opdage, at man faktisk kan hjælpe dem og at de bliver glade for det, man gør. Og smukt er det at opleve, hvordan familierne bruger højtideligheden til at huske sammen for at sætte den døde et værdigt og personligt æresminde.

Nu ved jeg i hvert fald, hvordan jeg selv skal begraves.

Jørgen Oldenburg.

Om Humanistisk Samfund

Foreningen Humanistisk Samfund forestår ikke-religiøse ceremonier. Foreningen mener, at der ikke er nogen gud, og at vores liv ikke tjener noget religiøst formål. Vi har selv ansvaret for vores liv. De humanistiske begravelser handler derfor om den afdøde og det liv, der har været. De er uden salmer eller religiøse tekster..

Fortæl din historie til begravelsesguiden.dk

Del din viden om død og sygdom ved at sende os en artikel. Du kan være fagmand, alvorlig syg, pårørende eller andet. Alle vinkler og historier kan være relevante. Send din historie og vi vil kontakte dig, inden den publiceres.

Begravelsesguiden.dk | Dodsannoncer.dk | Google