Forfatter: Inge Halmø

Hav tillid til fremtiden

Følelsen af frygt for det ukendte er en naturlig reaktion, når et menneske får en livstruende sygdom. Men det er muligt at vende angsten til tillid, erfarede Inge Halmø, da hun for tre år siden fik konstateret kræft.

Kort før min 50 års fødselsdag skete der det, de fleste mennesker frygter. Det var sommer, jeg var på ferie og opdagede tilfældigvis en fordybning i huden på mit ene bryst. Jeg valgte at blive undersøgt hurtigst muligt. Da lægen fortalte, at der var tale om en ondartet kræftknude, gennemlevede jeg et par døgn, hvor jeg troede, jeg havde kræft over det hele og snart skulle dø.

Sygdom og dødsfald er to områder, der skaber frygt og sorg i de fleste menneskers liv. Det er naturlige reaktioner, som det er min erfaring, at vi ikke skal undertrykke, men tale åbent om og sørge for at bearbejde. De tanker og følelser, der er forbundet med at få konstateret en livstruende sygdom og måske gennemgå et hårdt sygdomsforløb, der i sidste ende kan risikere at have døden som afslutning, er en af de helt store udfordringer, vi som mennesker kan møde.

For mit eget vedkommende føltes situationen mere end udfordrende: Jeg havde kort forinden opsagt mit faste job for at starte egen virksomhed, jeg var midt i en dyr uddannelse hos den amerikanske coach Debbie Ford i USA, og forude ventede min og min mands fødselsdagsfest, hvor vi havde inviteret 100 mennesker. Det hele syntes uvirkeligt.

Gennem flere år har jeg interesseret mig for Debbie Fords tanker, hvor kernen er, at vi mennesker modarbejder vores egen lykke og styrke, fordi vi hele tiden tænker på fortidens, nutidens og fremtidens negative bekymringer. Efter den første angstbølge havde skyllet ind over mig, sagde min mand til mig: ”Det er vist nu, at Debbie Ford og Deepak Chopras ord om overgivelse og tillid skal stå deres prøve”.

Jeg besluttede at sige nej tak til operation og møde kræften med 100 procent tillid og modtage den som en særlig gave. I mit tilfælde blev sygdommen opdaget tidligt, og jeg tager sygdommen som et tegn på, at jeg skal forandre noget i mit liv. Jeg er overbevist om, at angst og modstand ikke fremmer helbredelse. Måske snarere tværtimod. Jeg besluttede også, at jeg ville prøve alternativ behandling og uanset behandlingsplan, var det mit ansvar. Hverken lægens eller de alternative behandleres.

Noget af det første, jeg valgte at gøre, var at følge en opfordring som jeg havde hørt radiolæge Carsten Vagn-Hansen give. Han siger ”når du får en livstruende sygdom, så slut fred med, at du skal dø, det giver en indre ro”.

Processen med at slutte fred med døden, var en udfordrende proces, og den kom ikke på én dag. Jeg arbejdede og arbejder stadig med indre processer, bl.a. via meditation, og jeg er blevet coachet i at have tillid til, at der sker det bedste for mig og til, at jeg skulle slippe mit behov for at kontrollere fremtiden. Da jeg så mærkede, at tilliden voksede frem i mig, fysisk og psykisk, da oplevede jeg en ubeskrivelig indre ro, frihed og tillid til nuet og fremtiden.

Frygt og sorg er baseret på vores erfaringer fra fortiden og på vores forventninger til fremtiden. Vi frygter, at vi skal dø, og vi frygter et liv uden vores nærtstående, børn som voksne. Vi frygter, at vi bliver ensomme, og frygten skaber sorgen over alt det, vi forventer os, og som måske ikke bliver opfyldt.

Min erfaring er, at der hvor frygt og sorg kan blive et problem for os mennesker er, når vi ikke føler, at vi lever det liv, vi ønsker. Hvis man derimod lever et liv, hvor man ikke er styret af frygt og angst for døden, sygdom og for det ukendte, men derimod har tillid til fremtiden, er frygt et mindre problem.
Daniel, som har oprettet denne hjemmeside, har læst min historie i en avisartikel, der handler om at få kræft, møde sygdommen med tillid og opgive at få kontrol over det ukendte. I artiklen fortæller jeg om min taknemmelighed over, at jeg har fået kræft, og det fik Daniel til at kontakte mig for at bede mig om at fortælle min historie. Mange mennesker har haft det lige modsat Daniel. De har nedgjort mig og hånet det, at jeg betragter min sygdom som en gave og gik imod lægernes anbefaling om operation og stråling.

Når vi oplever sygdom og dødsfald, udløser det en række automatiske reaktioner fra os selv og omgivelserne, ja det er nærmest forudbestemt, hvordan vi skal reagere, når vi bliver syge eller andre bliver syge, når vi skal dø, eller når andre dør fra os. Fælles reaktioner er ofte medlidenhed og ofte grænsende til, at vi bliver sat i en offerrolle. Medlidenhed og at være et offer medfører ikke noget godt. Tværtimod så nedbryder det energi og en ny udvikling. I forhold til dødsfald følger der ofte et større sorgarbejde. Det er vigtigt at bearbejde og tale om sin sorg. Nogen oplever, at savnet aldrig går væk, men de formår at vælge den nye tilværelse til, og tør se de nye muligheder, der åbner sig.

I mit eget tilfælde, hvor jeg ikke ønskede medlidenhed og ikke så mig selv som offer for en sygdom, oplevede jeg, at nogen blev vrede på mig, at de fortalte jeg skulle dø, at jeg var uansvarlig over for min 20 årige datter, at de syntes, at jeg var latterlig, at jeg troede mere på mig selv end den ortodokse lægebehandling. Nogen var så påvirkede af mit valg, at de ikke kunne få sig selv til at kommentere de artikler, jeg har været med i. De var larmende tavse.

Min læge på Rigshospitalet er ikke enig i mit valg, men han synes, at mit projekt med alternativ behandling er interessant. Jeg oplever, at han anerkender mig for, at jeg selv tager ansvar for min sygdom. Han har sørget for, at jeg har en ”åben sag” på Rigshospitalet. Det vil sige, at hvis jeg pludselig synes, at knuden er vokset eller får behov for operation, så bliver jeg opereret inden 14 dage. Han har under hele forløbet (3 år) anbefalet operation, men han har samtidig også sagt til mig, at selvom jeg siger nej til operation, kan jeg regne med ham som min læge. Den holdning min læge udviser, har givet mig en ubeskrivelig ro og tryghed. Min familie og jeg både føler og oplever, at jeg har fået den bedste læge, jeg kunne ønske mig.

Det er 3 år siden, jeg fik konstateret kræft, og det er 3 af de bedste år i mit liv. Jeg har valgt at være taknemmelig for det der sker i mit liv og, at der er en mening med det, der sker. Jeg har valgt at tage ansvar for, at jeg fik kræft. Ansvar medfører en stærk følelse af power og stolthed. Jeg lever hver eneste dag intens og stopper op flere gange om dagen og mærker efter hvordan jeg har det med mig selv, om jeg er rolig eller urolig i mit indre. Jeg har sluttet fred med døden, og det giver en behagelig følelse af indre ro, overskud og tilgivelse, for der er jo ingen der ved, hvornår vi skal væk herfra!

Øvelse

Hvis du står i en situation og kan mærke, at du er fyldt af bekymringer, frygt eller sorg så prøv denne øvelse:
Sæt dig et roligt sted, hvor du kan være uforstyrret i 15 min. Når vi tillader os selv at være rolig og fokusere på os selv, kan vi mærke, hvem vi er, hvad det er vi vil og hvad vi har brug for. Du skal bruge papir og noget at skrive med. Læs det hele igennem et par gange, inden du går i gang.

1. Sæt dig og skriv nogle minutter for at hjælpe dig med at afdække, hvad du er optaget af. Giv slip på dit bevidste jeg og giv dig selv lov til bare at skrive om, hvad der end er.

2. Når du er færdig med at skrive, så sid stille i nogle minutter, luk dine øjne, mens du observerer dit åndedrag. Fokuser din opmærksomhed på din krop og slap bevidst af. Når du føler dig afslappet, så forestil dig, at du flyder ned i dit hjerte med det ønske, at du åbent vil modtage den information, der dukker op indefra.

3. Fortsæt med at trække vejret dybt og spørg dig selv ”Hvad har jeg brug for at vide eller forstå om denne situation?”. Gentag spørgsmålet for dig selv et par gange, hold så en pause og træk vejret dybt igen. Læg mærke til de tanker og følelser, du har og giv dig selv lov til at høre enhver besked indefra – uden at dømme, redigere eller censurere. Skriv alt det, der dukker op. Det kan bl.a. være ord, billeder, farver, mennesker, følelser.

4. Træk vejret dybt igen, ret din opmærksomhed tilbage mod dit hjerte og spørg dig selv, “Hvad får jeg ud af at blive ved med at holde fast i denne situation?” igen, hold pause og træk vejret bevidst og giv dig selv lov til at høre, hvad der er. Skriv alt ned.

5. Træk vejret dybt igen og spørg dig selv, “Hvad har jeg brug for at gøre for at tage vare på mig selv?” fortsæt med at trække vejret bevidst og lad dig selv komme op med en specifik handling, du kan fuldføre eller en ny vane, du kan indføre for at tage vare på dig selv. Skriv alt ned.

6. Når du er færdig med at skrive, så tag en dyb indånding og tak dig selv for at bruge tid på dig selv og give opmærksomhed til dig selv. Til glæde for dig selv og andre. Anerkend dig selv for de svar, du har modtaget indefra og beslut dig for at fuldføre den handling eller påbegynde den nye vane, der er nødvendig.

7. Hvis du stadig ikke har klarhed efter du har lavet øvelsen og skrevet dagbog, så giv dig selv lov til at være i situationen en dags tid eller to. Forsøg ikke at fikse situationen eller “regne den ud”. Giv dig ganske enkelt lov til at mærke de følelser, der er og vær med dem. Når du har siddet med dine følelser mindst en dag, så gentag trinnene ovenfor.

Da jeg så døden i øjnene, så jeg livet i øjnene. Egen sygdom og andres død, kan ruske os, så vi virkelig mærker livet og vi kan vælge alt det nye til, fremfor at hænge fast i fortiden og alt det uvisse.