Spar tid og penge med SmartGuiden!

Om livet i sorggruppen

Forfatter: Peter Jürgensen Om livet i sorggruppen

Da Peter Jürgensen sidste år mistede sin kæreste, blev han ramt af en tung sorg. Hverken beroligende medicin eller en psykolog kunne få sorgen til at forvinde. Derfor begyndte Peter Jürgensen i en sorggruppe. Men hvordan føles sorgen, hvad er en sorggruppe og hvordan virker den? Her er Peters personlige historie.

En sommeraften sidste år mistede jeg min kæreste og samlever. Selvom hendes død kom uventet, frygtede jeg dog gennem flere år for hendes liv. Gitte var et meget retlinet, trofast og kærligt menneske, og som den hidtil eneste lykkedes det for hende at overbevise mig om, at kærligheden og tosomheden er det største af alt. Vi fik 11 dejlige år sammen.
Desværre blev det hendes vilkår i livet, at hun passede bedre på andre end på sig selv, og hun var ulykkeligvis styret af dæmoner, som var større end hendes ellers sunde fornuft.

Få år tidligere havde hun – med held – gennemgået en Minnesota-behandling som følge af et alkoholmisbrug. Gradvis konverterede hun imidlertid dette misbrug til afhængighed af smertestillende piller, indeholdende det vanedannende kodein.

Kodein er en svag form for morfin, som omdannes til en langt stærkere morfin, når den kommer ud i blod banerne. Den afhængige udsættes ydermere for en forgiftningstilstand på grund af det blodfortyndende stof acetylsalicylsyre, som gradvis ødelægger leveren og i yderste instans fører til døden. Misbrugets omfang, som vi kun kan gisne om, er en "stille" afhængighed, som det kan være vanskeligt for omgivelserne at få øje på.

Når jeg advarede min kæreste mod at tage for mange piller, bortforklarede og bagatelliserede hun problemet, således som det jo desværre ofte er tilfældet for mennesker, som er afhængige af rusgifte.

Hun løftede dog lidt af sløret for, hvilken effekt denne medicin havde på hendes krop og sind. Hun følte ro og afslapning i musklerne samt en let rus. Når hun forsøgte at holde op med at tage de smertestillende piller, kom uroen og angsten imidlertid tilbage og ofte i forstærket form.

Da Gittes lever til sidst ikke kunne holde til den daglige forgiftning, blev det skæbnesvangert for hende. Efter 12 dages bevidstløshed anbefalede lægerne, at der blev slukket for de maskiner, som holdt hende i live. Hun blev 55 år.

Jeg var sønderknust, da det, som jeg frygtede mest af alt, men som jeg alligevel havde fortrængt, blev omsat til forfærdelig virkelighed. Tanken om at miste hende var ubærlig. Jeg vidste, at jeg havde behov for hjælp til at bearbejde tabet.

Via min læge blev jeg henvist til en psykolog. Samtalerne med psykologen lindrede og skabte i nogen grad orden i mit kaotiske sind. Min læge gav mig beroligende medicin og sovemedicin, ligesom jeg søgte sjælesorg hos min sognepræst i Hyltebjerg Sogn. Men følelsen af forladthed, afmagt, skyldfølelse og eksistentiel angst sad fortsat som en giftig slange i mit bryst

Psykoanalysens fader, Sigmund Freud, skrev engang følgende i et brev til sin ven Binswanger, som netop havde mistet sin hustru: "Man ved, at den akutte sorg efter et sådant tab vil tage af, men man forbliver dog utrøstelig og finder aldrig en erstatning. Alt, hvad der indtager pladsen og måske endog udfylder den helt, forbliver dog noget andet. Og egentlig skal det jo være sådan. Det er den eneste måde at fortsætte kærligheden på – som man jo ikke vil opgive."

Det var ikke mindst dette Freud-citat, som førte til min beslutning om at melde mig til en sorggruppe. Jeg søgte på Google, og efter nogle minutters søgen på internettet fandt jeg frem til en sorggruppe ved Husum Kirke, et kvarters cykeltur fra mit hjem. Jeg kontaktede den ene af de to medarbejdere, som leder kirkens sorggrupper.

Gennem de følgende fire måneder – med 14 dages mellemrum – samledes vi seks mennesker i kirken. Vi var fire, som inden for kort tid havde mistet en, vi elskede. De to medarbejdere fra kirken ledede og strukturerede med stor empati, takt og nænsom autoritet disse møder.

Ingen af os kendte hinanden på forhånd, og vi var af sind vidt forskellige. Hurtigt udviklede vi imidlertid den form for samhørighed, som opstår blandt mennesker, der alle har oplevet at miste det bedste, man har. Fælles for os var, at vores tab fundamentalt havde forandret vores liv.

Ved hvert møde fik vi alle lejlighed til at fortælle om det menneske, vi har mistet. Hvordan mødte vi i sin tid vores elskede? Hvilke egenskaber og karaktertræk havde han eller hun? Hvordan forløb sygdommen, afskeden og det sidste farvel ved bisættelsen? Hvordan kom vi gennem den første svære tid? Hvordan forløb de mærkedage, som får savnet til at blusse yderligere op? Og hvordan forventer vi, at vores liv vil se ud et år ud i fremtiden?

De to medarbejdere fra kirken understøttede og supplerede i høj grad hinandens faglige kompetencer.

Begge har de adskillige års erfaring med arbejdet i sorggrupperne, og for begges vedkommende er der tale om frivilligt arbejde. Den ene har en baggrund som NLP-coach. Den anden var gennem en årrække Husum Kirkes højt respekterede sognepræst, i dag emeritus.

Møderne, som fandt sted hver anden fredag aften gennem de kolde og mørke efterårs- og vintermåneder, forløste for mit vedkommende mange knuder, som ingen psykolog eller læge kunne have løst op. Årsagen er enkel: I sorggruppen mødtes vi alle i øjenhøjde.

At få lov til at tale om tabet og også kunne græde oplevede jeg som at få renset et betændt og sviende sår. Der blev lyttet og indimellem stillet opklarende spørgsmål. Gradvis aftog smerten.

De to medarbejdere fra kirken forsøgte til stadighed at få os til at være ærlige – frem for alt over for os selv, når vi i regelen ubevidst forsøgte at fortrænge den følelse af håbløshed, som også er en naturlig følge af at miste og lide tab.

Jeg har for mit vedkommende lært, at sorgen og smerten kan håndteres på en måde, så livet ikke går helt i stykker. Gennem møderne i sorggruppen har jeg også erkendt, at uden kærlighed, ingen sorg – og uden sorgen over vores tab, er der ingen kærlighed. Det gør trods alt livet meningsfyldt, og denne erkendelse efterlader et håb om, at intet er forgæves.

Jeg tror, at livet selv – uanset hvor store tab vi oplever – aldrig er forgæves. Den kendsgerning, at vi har kendt dem, vi har mistet, har i sig selv givet livet mening. De gode år, vi har haft sammen, kan ingen tage fra os. Med den erkendelse bliver det muligt at bære det ubærlige, og dermed kan vi også bedre acceptere, at vores eget liv en dag skal ophøre.

Frem for alt har jeg dog i dette forum lært, at det altid er nyttigt at lytte til andres erfaringer og dermed vide, at vi ikke er alene. Jeg er overbevist om, at hvis man i afmagt beder om andres hjælp, så får man som regel også hjælp, uanset hvor forstenet man måtte være efter et tab.

Sammen med de to medarbejdere fra kirken og de tre øvrige deltagere i sorggruppen oplevede jeg i en meget svær periode af mit liv et tæt menneskeligt fællesskab, hvor jeg følte mig både mere nøgen og mere tryg end nogensinde før.

I dag er jeg atter taknemmelig over hver morgen at kunne se solen stå op, også selv om jeg ikke længere skal vågne med Gitte ved min side. For ganske nylig har jeg endda mødt den store kærlighed på ny.

De begivenheder, som vi har været udsat for, kan aldrig – og skal naturligvis aldrig – slettes af vores erindring. Og i øvrigt læger tiden ikke alle sår. Denne alt for udbredte kliché gør kun ondt værre. Men med den nødvendige støtte og vejledning, som jeg for mit vedkommende modtog gennem sorggruppen, holder såret til sidst op med at bløde. Derved kan jeg og de andre deltagere forhåbentlig lære at leve lidt bedre med det, som fundamentalt ændrede vores liv.

Om Nyreforeningen

Nyreforeningen er en dansk patientforening, der har til formål at varetage interesserne for kronisk nyresyge, herunder særligt dialysepatienter og nyretransplanterede, og disses pårørende.

Fortæl din historie til begravelsesguiden.dk

Del din viden om død og sygdom ved at sende os en artikel. Du kan være fagmand, alvorlig syg, pårørende eller andet. Alle vinkler og historier kan være relevante. Send din historie og vi vil kontakte dig, inden den publiceres.

Begravelsesguiden.dk | Dodsannoncer.dk | Google